27. maj 2016

27. maj 2016

Øj det har været en lang dag idag. Godt far snart kommer hjem så han kan få mor lidt ned i tempo, for Machico og mig bliver helt trætte i poterne af at følge med mor. Nu er mor ret gammel, men hvis hun havde vokset op nu om dage havde hun helt sikkert fået en ADHD diagnose eller sådan noget :-). Hun stod gudhjælpemig op kl 6 og før jeg fik set mig om havde hun bortført Machico (stakkels hende) til en løbetur i skoven...og så FØR morgenmaden...Machico har fortalt mig at hun hader når hun ikke får sin morgenmad som det absolut første punkt på dagen. 
Nå Machico blev afleveret og så løb mor afsted alene på endnu en tur - UDEN at give Machico morgenmad....behøver jeg sige hvor gnaven hun blev?
Nå, mor kom tilbage igen og fik givet Machico hendes mad, så vi kunne få lidt fred her i huset. Jeg tænkte at vi så skulle sidde lidt i sofaen og spise morgenmad, mor og mig, men hun fløj rundt og spiste stående morgenmad mens hun smurte madpakke og ryddede op og vandede have og drivhus og pakkede ting og sager og snakkede med klienter med syge dyr...jeg synes det var dødsjot at bide mor i benet, hårdt, mens hun talte i telefon....hun så højst besynderlig ud i ansigtet men jeg slap uden skældud hihi.
Så kørte vi til hundetræning, for det var jo lørdag. Så stod en af mor og fars gode venner Johnny pludselig i hundeklubben; for han ville jo selvfølgelig rigtig gerne se mig (han har selv haft schæferdyr), fra nu af er han onkel Johnny....jeg ved ikke helt hvorfor jeg kalder ham det, men sådan bliver det.

Istedet for almindelig slavetræning (gaaab dødssygt ;-) ) var der nu sådan en slags konkurrence med 10 poster, med nogle pærelette opgaver; såsom indkald over presenning, køre trillebør (det hvde vi selvfølgelig gjort hjemme i haven, så det kunne jeg), gå tur med sokker på, lave agility, finde pølser under urtepotter, bide i Michael, og hente 10 bolde ud af en firkant, kravle under en bænk osv. Jeg scorede selvfølgelig top points flere steder, måske også fordi jeg er så charmerende (når det tager mig) og dommerne kunne slet ikke stå for mit uskyldige udseende (de skulle bare vide) så der scorede vi lidt billige points.
Det var pludselig blevet et meget mærkeligt vejr idag; nogen havde ligesom tændt for den store brændeovn; ligesom far gør derhjemme når mor fryser (=ALTID)...så jeg blev lidt varm i låget og måtte lige tage en slapper i skyggen mellem posterne. Vi kunne desværre ikke blive hængende og få vores points, for mor havde som altid ild i rumpetten og skulle på arbejde hvor der ventede kunder med syge dyr. 
Det blev en lang arbejdsdag for stakkels mor; og Machico og mig gjorde ellers vores bedste for at hjælpe; jeg brød ud af køkkenet, og da jeg så blev lukket ud så jeg kunne være i baggangen og i haven, så gemte jeg mig nede i pigernes omklædningsrum, så mor måtte lede hele den kæmpestore kælder igennem for at finde mig. Machico pev fordi hun var sulten (det var den morgenløbetur der satte forbrændingen igang, sagde hun). 
Endelig fik mor sendt alle patienterne hjem og vi kunne pakke os sammen og køre hjemad; med et stop og en dejlig lang gåtur i Gribskov på vejen. 
Nu har mor haft så travlt med at stopfodre mig de sidste par uger, og været bekymret fordi jeg har spist for lidt (tøser, altså), så her til aften tog hun det tørfoder jeg havde levnet fra igår og så puttede hun det dejligste nykogte kyllingekød og en generøs slat ymer over; og da jeg var blevet sulten af den lange gåtur, spiste jeg selvfølgelig det hele, rub og stub. Så var mors øjne ved at trille ud af hovedet på hende; og nu var det galt at jeg havde spist for meget. Suk, det er svært, godt far snart kommer hjem, han er ikke så pylret!!

dsc03646jpgdsc03645jpgimg_5392jpg