20. september 2017

20. september 2017

Jeg har ikke skrevet i nogle dage, for jeg har skullet holde min venstre forpote i ro....jeg har stadig lidt ondt i benet, men det går lidt bedre for hver dag; og det skyldes at jeg er suverænt dygtig til at være snusfornuftig og holde mig i ro, som min mor siger, at jeg skal.....

Jeg kan ikke helt huske hvorfor mit ben begyndte at gøre ondt, måske var det faktisk fars skyld, for han gav mig Kutyas K9 sele på, og selv om jeg er stor og stærk, så er jeg ikke helt så bredskuldret som Kutya (endnu) og min mor siger at jeg måske har bursitis i skulderen....men heldigvis har jeg sørget for at far også har bursitis; for en dag henne i skoven, der så jeg mit snit til at løbe alt hvad jeg kunne bagom far i et uopmærksomt øjeblik, så hans arm sagde knæk og far sagde mange mærkelige lyde. Fars arm gør stadig ondt når han drikker øl, så han er stadig skidesur... Mit ben har det heldigvis bedre, det er mor også rigtig glad for. 

Nå men idag tvang mor far ud i Dollardog så han kunne få udlignet sit mellemværende med Machico og mig, for han vandt jo DM i enkeltstart (det er sådan noget cyklisthalløj) i juni, men om han har kunnet få taget sig sammen til at give Machico og mig den bamse vi fortjener endnu (det er en gammel overenskomst som Kutya fik forhandlet sig frem til, og den er gået i arv til mig)...næ, det er først når mor river i hans dårlige arm, at der sker noget.
Så jeg var i Dollardog, og mor var helt stresset over, om jeg mon kunne finde på at lette ben op ad noget (ikke fordi jeg letter ben endnu, men jeg havde overvejet om dagen idag var starten...men jeg besindede mig....ville jo gerne have den der bamse....).. Jeg synes nu ret hurtigt at det blev kedeligt, der kom kun en enkelt fransk hotdog jeg kunne gø af og ekspeditrutten gav ingen guffer, men jeg måtte jo lade mor og far hygge sig, nu de endelig var ude og more sig.

Her til aften har jeg fået lov til at komme til færdselstræning igen efter en pause sidste uge; vist mest fordi mor var ved at gå ud af sit gode skind over mit energiniveau....Efter at have råbt og skreget i 5-10 minutter og trukket mor rundt i rundkørslen nede i Farum, så besluttede jeg mig for at opføre mig pænt (ja altså bortset fra når jeg ser yndlingsHerdis, så kan ingen jo styre sig) og jeg råbte og skreg ikke på mor da hun bandt mig til et træ og gik sin vej....Jeg lå også fint i ro mens andre fra holdet kørte rundt på løbehjul og andre moderne dimser, og Per var lige ved at træde på min hale (klodsmajor :-) ) og Herdis baskede med armene inde i regnjakken. Enhver ved jo at det er et opstillet scenarie, så det orker jeg ikke at gå op i....men når vi derimod møder Kurt her fra vejen ude i skoven, eller sågar en af de norske sabelkatte her længere oppe af vejen, så er det altså om at være på mærkerne; alle ved jo at det er livsfarligt, så der råber og skriger jeg og gør mit bedste for at få en lille bid af dem...:-)



DSC04812JPGDSC04813JPGDSC04814JPGDSC04815JPGIMG_6130JPGIMG_6138JPGIMG_6141JPG